top of page

I Namibia er himlen

altid sort

NAMIBIA

Verdens farver afhænger af øjnene, der ser. Det namibiske stammefolk, himbaerne, skelner ikke mellem blå og grøn, og på russisk har man ikke ét dækkende ord for farven blå. De farver vi ser ude i verden kan virke naturlige og selvfølgelige, men det viser sig, at vores sproglige og kulturelle baggrund påvirker vores måde at farvelægge verden på. Vores sproglige penalhuse er altså udstyret med særlige og kulturspecifikke farveblyanter.

imlen er blå, solen er gul og græsset er grønt. Det kan vi se, og det virker derfor som simpel logik. Vi ser verden i farver og kategoriserer den herefter. Den hvide due symboliserer fred, mens den sorte krage varsler ulykke, vi kalder nogle farver for

drengefarver og andre for pigefarver, og har man en særlig farvepræference, kan man kalde den sin yndlingsfarve. Vi kan blive grønne af misundelse, røde i hovedet af vrede eller forlegenhed og få blå mærker. Men på trods af at disse farvekategorier virker både banale og selvfølgelige, er det ikke alle mennesker, som ser verden på denne måde.

 

Sprogforskere peger på, at vores specifikke sprog og kultur spiller en betydelig rolle i forhold til vores måde at se, kategorisere og beskrive verden på. Vi kan sagt på en anden måde altså ikke være sikre på, at alle ser verden, ligesom vi selv gør.

 

Sproglige penalhuse og kulturspecifikke farveblyanter

På dansk, som på de fleste vestlige sprog, har vi 11 elementære farvekategorier, som vi inddeler farvespektret i (sort, hvid, rød, grøn, gul, blå, brun, lilla, pink, orange og grå), men dette er ikke gældende for alle sprog verden over. Hos det afrikanske strammefolk, himbaerne, som hører til i det nordlige Namibia, har de blot fem grundliggende farvekategorier. Det betyder altså, at de her beskriver og ser verden gennem fem farvekategorier, som er forskellige fra og overlapper de farver, vi kender, og benytter gennem det danske sprog.

 

Himbaernes verden er altså farvelagt på en helt anden måde end din og min. Forskelligheden er tydelig, når himbaerne beskriver deres omverden, for dem er himlen sort og vandet hvidt. Vi mennesker har på grund af vores forskellige sprog forskellige ord til at beskrive de samme ting, og det gør altså, at vi ser verden med nuanceforskelle. Med andre ord indeholder himbaernes mentale penalhus andre farveblyanter end dit og mit, og det betyder derfor, at de farvelægger verden anderledes.

 

Himbaerne kan ikke se forskel på blå og grøn

Solen står højt over det lille telt, som er slået op blandt lerhytter og kvæg hos himbastammen i den golde og afsides namibiske natur. Teltet er slået op af en forsker, der vil finde ud af, hvordan ordforråd og farvekategorier påvirker vores blik på verden. .

H

Forskeren beder kvinden om at udpege den firkant, som har en anden farve eller nuance end de resterende. På trods af at alle firkanterne virker til at have den samme grønne farve (hvilket forventelig er tilfældet, hvis en vesterlænding kigger på skærmen), udpeger himbakvinden hurtigt og med en imponerende lethed firkant, hvis grønne nuance er en anelse forskellig fra de resterende firkanter. Forskeren skifter til næste skærmbillede. Her fremstår det samme antal firkanter endnu engang placeret i en cirkel, men denne gang er det tydligt, en af firkanterne er blå, mens resten er grønne. Kontrasten virker svær at overse. Forskeren beder igen kvinden om at udpege den firkant, som farvemæssigt skiller sig ud. Kvinden sidder nu tøvende og kigger på skærmen. Hun sidder længe sådan, rynker øjenbrynene og må til sidst tilkendegive, at hun ikke kan finde den firkant, som skulle skille sig ud, mens hun opgivende ryster på hovedet.

 

Som episoden beskriver, er det for himbakvinden meget svært, og det viser sig endda umuligt at skelne den ene blå firkant fra de andre grønne firkanter. Dette skyldes, at himbaerne ikke kategorisk skelner mellem farverne grøn og blå, som der bliver gjort på dansk, men i stedet hører både blå og grøn under den samme farvekategori. Forskelligheden er tydelig, vi sanser og oplever ikke de samme farver. Nok er vi alle mennesker udstyret med lignende fysiologiske evner, men som himbaernes farvekategoriseringer viser, er vores kulturelle og sproglige baggrund med til at præge os som mennesker i så høj grad, at vi oplever og erfarer verden forskelligt fra hinanden.

 

Farvestrålende forskellighed

Vores kulturelle forskellighed afspejler sig altså blandt andet i den måde vi kategoriserer farver på. Vi er kulturelle væsener, som påvirket af vores specifikke sprog og sociale fælleskab udstyres med forskellige blikke på verden. Vi har altså alle sammen forskellige bud på, hvordan verden sanses og opfattes. På den måde kan verdens kulturer ses som en farvestrålende og mangfoldig mosaik af forskellige syn på og tilgange til verden.

 

At vi mennesker har forskellige kulturelle baggrunde, og at disse gør, at vi handler og tænker anderledes, er måske ikke overraskende, men at en så basal menneskelig erfaring som farvesansning kan variere fra kultur til kultur er bemærkelsesværdig. At vores sprog og kultur påvirker, hvordan vi er som mennesker indeni, og hvordan vi bearbejder og kategoriserer verden sensorisk kan virke ret fascinerende. Det er nu engang tydeligt, at verdens mennesker er forskellige udenpå, men vi er også forskellige indeni, da vi opfatter verden kognitivt forskelligt. Det er altså ikke givet på forhånd fra naturens side, hvordan du og jeg vælger at farvelægge vores verden.

 

Inde i teltet er kontrasten tydelig. En himbakvinde med den karakteristiske okkerfarvede krop, det flettede opsatte hår og utildækkede bryst sidder side om side med forskeren, som tålmodigt peger på computerskærmen foran dem og ved hjælp af tolken fortæller kvinden, hvad hun skal gøre. På skærmen fremtræder en mængde firkanter placeret i en cirkel.

 

Tekst

MELANIE LINDBJERG GUICHON

Foto NIELS  YORK

bottom of page