Det sovjetiske spøgelse i paradis
ABKHASIEN
Under Sovjetunionen var Abkhasien det foretrukne feriested for den politiske elite. I en række tumultariske år med borgerkrig og handelsembargo holdt turisterne sig dog væk. Nu er de begyndt at vende tilbage, men de mange år i isolation har ikke sluppet sit greb.
angs den grå stenstrand ligger russiske badegæster og nyder den skarpe sol. Børn løber glade rundt i vandkanten og jager måger, mens forældrene varsomt holder øje med dem. Et par overvægtige kvinder lader bølgerne plaske mod dem, uden at de rokkes
​
synderligt. Et sted i nærheden spiller en bar vestlige hits I nedsat tempo, oversat til russisk.
​
Men mellem de badende turister står efterladte ruiner fra Sovjetunionens storhedstid. Det er som et forladt tivoli, som igen er begyndt at få gæster. Store grå og slidte bygninger, tre til fire etager høje, blander sig med ny-renoverede caféer og barer. Boder med små elbiler, skydetelte, hoppeborge og trampoliner står side om side med gamle, slidte legepladser og ødelagte statuer. Sporadisk placeret langs stranden står store betonmoler, uden forbindelse til land. Til udspring for de der tør, og som en konstant påmindelse om en tid der var.
​
Udfaldet af en borgerkrig mellem Abkhasien – på det tidspunkt en georgisk region – og
Georgien var, at Abkhasien siden 1993 har været isoleret fra omverdenen. Det tvang økonomien
I knæ. Som det første land I verden, anerkendte Rusland i 2008 Abkhasien som en selvstændig stat, og de russiske turister begyndte herefter at vende tilbage til badebyen og hovedstaden
Sukhumi.
​
Infrastrukturen halter
Maxim Gundjia var fra 2010 til 2011, i kølvandet på den russiske anerkendelse, udenrigsminister i Abkhasien, da turisterne begyndte at vende tilbage. Han fortæller, at de mange år i isolation har betydet, at det er svært at følge med den pludselige interesse for de facto staten (en betegnelse som bruges, da Abkhasien har et fungerende statsapparat, men internationalt ikke er anerkendt som en selvstændig stat).
​
L
​
En skrøbelig økonomi
Forlader man strandpromenaden og bevæger sig lidt væk fra byens handelscentrum, bliver de grå stenstrande skiftet ud med slidt asfalt og gader uden belysning. Flere steder står bygningerne øde hen, og det er ikke ualmindeligt, at der stikker træer og buske ud fra vinduerne. Det hele emmer af forfald. Det er tydeligt, at man har valgt at fokusere på at tiltrække turister, inden man bygger resten af landet op. Og set i lyset af tiden før Sovjetunionens fald kan det måske forstås.
Under Sovjetunionen havde Abkhasien sin storhedstid. Hovedstaden, Sukhumi, var et populært feriested for den politiske elite. Både Stalin, Khrusjtjov og Gorbatjov har brugt deres somre i byen – og turismen blomstrede. Dengang var det en relativt stabil indtægtskilde, og samtidig holdt den sovjetiske planøkonomi gang i den lille, autonome region.
Men i en stat, som officielt stadig er i krig med Georgien (fredsaftalen er, efter 23 år, endnu ikke blevet underskrevet), bliver turismens grundlag pludselig meget skrøbeligt. Eskalerer konflikten igen, forsvinder turisterne med al sandsynlighed, og Abkhasien mister sin indtægt. Maxim Gundjia mener, at de siddende politikere prioriterer forkert.
”De fleste politikere i Abkhasien er tilfredse med, at turisme er vores hovedindkomst. De fokuserer på at få os anerkendt internationalt. Jeg mener, at vi bør bygge vores økonomi op først, og at turismen er alt for ustabil. Vi bliver nødt til at udvikle andre indkomster for at få en stabil økonomi,” siger han.
​
​
tilfreds med de store ruiner, som omgiver badestranden.
​
”Det ligner en ruin. Det er trist, og det ser ud som om, at krigen sluttede for et år siden, selvom der er gået over tyve år.”
Og ærligt talt har han ikke meget til overs for Abkhasiens manglende oprydning af de sovjetiske ruiner.
”Jeg kan ikke forstå, at de ikke har gjort noget ved de ruiner. Rusland betaler dem flere milliarder om året, så det er lidt sløset, at de ikke har fået dem fjernet,” siger han.
Mens han taler, er en lille, sorthåret dreng klatret op på en af betonmolerne – så højt, som han kan komme. Hans venner råber noget efter ham – men han virker ikke tryg ved situationen. Usikkert svinger han frem og tilbage, mens han kigger ned i det vand, som skal gribe ham. De usikre sving tager til, og efter tre markante, springer han ud fra ruinen. Vandet griber ham, vennerne jubler, og drengen skynder sig op for at hoppe igen.
​
​
​
”Når det er højsæson, har vi svært ved at håndtere den store mængde turister. Vores infrastruktur er ikke egnet til at tage sig af alle turisterne,” fortæller Maxim Gundjia.
Når turismen er på sit højeste, er der flere turister end abkhasere. Et egentligt folketal vides ikke med sikkerhed, men det estimeres af flere til at være mellem 150.000 og 200.000 mennesker, spredt ud over et område på størrelse med Fyn. Langt størstedelen af turismen er centreret omkring Sukhumi, som med den beskedne størrelse på 27 kvadratkilometer, har svært ved at håndtere presset fra turisterne.
​
”Vi har ikke særligt mange gode hoteller, og det er primært den lavere middelklasse som rejser hertil, fordi det er et relativt billigt feriemål. Vi kan simpelthen ikke følge med,” siger Maxim Gundjia.
​
Rusland spiller en stor rolle i den abkhasiske økonomi.
Tekst og foto
HENRIK VINTHER NIELSEN
SOFIE STUBKJÆR CHRISTENSEN
Som om krigen lige er sluttet
Tilbage på badestranden fortsætter det daglige charterliv i skyggen af en unions fald. Mange kommer for at se de sovjetiske ruiner, mens de fleste kommer, fordi det simpelthen bare er billigere.
Sergei Vartanyan er ved at uddanne sig til kosmonaut i Moskva, og er taget hertil med familien. Han er ikke specielt
"
Det ser ud som om, at krigen sluttede for et år siden, selvom der er gået over tyve år.
SERGEI VARTANYAN, turist
