Under Helmandsolens brændende skær
AFGHANISTAN
Føling føling, vent slut
I en storm af stål
Vanvid, kedsomhed og 50 grader i skyggen Krigen forlader dig aldrig.
Richard, we're gonna pull back to that ditch, to get some better cover. Allan's orders", siger jeg. Den britiske hundefører sætter sig op på hug, nikker til mig, og begynder derefter at samle sine ting sammen. Rygsækken, sin SA80 riffel, en lunken flaske safte-
og cockerspanielen Jerry. Bombehunden har indtil nu siddet roligt og stirret ud i luften, men da Richard rejser sig, ligner den pludselig en skødehund, der har set sin ejer tage snoren ned fra knagerækken.
Der er omkring 50 grader varmt. Den bagende sol gør kun luftfugtigheden nede i Green Zones frodige marker, og levende hegn, mere trykkende. Sveden har for længst gennemblødt vores uniformer, og dråberne trækker konstant spor ned over min pande.
Jeg klasker en myg på min hals, og piller derefter distræt ved det forreste sigtemiddel på mit gevær, imens jeg venter på at Richard skal blive færdig. Til højre og venstre for os knejser to afghanske compounds - de muromkransede huse af ler og mødding, som folk hernede bor i. Foran os strækker en majsmark sig imod nogle compounds i det fjerne.
"
skulder igen og igen. For hvert et skud jeg affyrer, flyver der et brugt patronhylster ud fra kammeret på højre side af geværet, og lander på jorden.
"HOLD INDE!" lyder det ned langs linjen.
Jeg gentager råbet, og indstiller skydningen. Oppe fra taget til højre for mig fortsætter Sniper-Hugo upåvirket, og nu istemmer Infanteri-Kampkøretøjerne oppe fra højderyggen langt bag os. Granaterne fra deres 35 mm Bushmaster-kanoner stryger hen over os, mod bygningen 300-400 meter væk, og eksploderer blandt talibanerne.
På trods af varmen ryster jeg pludselig, og gisper efter vejret. Mit hjerte føles som et stempel i brystet og sender fortsat adrenalin rundt i kroppen på mig. Med et par sekunders mellemrum hvisler et projektil forbi hovedet på mig, og får min krop til at trække sig sammen. Efterhånden dør beskydningen ud.
"There was a fucking splash right there!", siger Richard, og ryster ekstatisk på hovedet, imens han peger på jorden ved siden af sig, hvor et projektil havde sprøjtet ham til med støv.
"And Jerry shat himself. Poor bastard. He's making music with his teeth", fortsætter han, og hiver hunden ind til sig. Den har stukket halen ind imellem benene.
Til højre for mig, ved hushjørnet, ligger vores morterobservatør og hans radiomand. 10 minutter tidligere havde han kigget på mig og med et grin sagt, at han sgu egentlig var et ret let mål, da han jo sad som en silhuet op ad muren.
"Smør noget lort i hovedet, så du går i ét med den", havde jeg svaret.
Nu ligger både han og radiomand på maven foran samme mur, der er dækket af skudhuller. Observatøren har de sidste minutter forgæves forsøgt at få tilladelse til at bringe ild ned over talibanerne fra de tunge morterer oppe fra vores vognborg på højdedraget langt bag os.
"Fucking 6-5, mand! Vi så jo for helvede de civile forlade området", råber han arrigt.
6-5 er radiokaldetallet på kompagnichefen for det infanterikompagni fra Livgarden, som vi er i Afghanistan med. Han sidder lige nu i en bunker langt væk, i sikkerhed for både kugler og nedgravede sprængladninger, og har lige givet os afslag på at overdænge talibanerne med høj-eksplosive 120 mm mortergranater. Vi kan få lov til at smide nogle røggranater i stedet.
Ikke mere end et par uger tidligere havde vi ligget ude i en overwatch stilling på kanten af ørkenen sammen med de danske Leopard 2 kampvogne. De havde til opgave at observere ned i Green Zone, og imens de gjorde det, holdte vi andre vagt bagud. Ind imod ørkenen.
Efter en uges tid, hvor den daglige rutine bestod af at sove, spise, skide, sidde på vagt, glo ud i luften, spise noget mere, skide igen, sidde mere på vagt, sove nogle timer og derefter starte forfra på det hele, var vores nerver ved at være tyndslidte. Vi var uvaskede, støvede og ildelugtende, og var ikke iført andet end shorts og klipklapper. Kedsomheden var ved at drive os til vanvid.
Richard svinger rygsækken om på ryggen, og kigger på mig. Jeg nikker, og når lige at rejse mig op, da overlydsknaldene fra Talibans PKM maskingeværer sender mig hovedkulds ned på maven. På et splitsekund oversvømmes min krop med adrenalin, og de indøvede rygmarvsreaktioner tager over: Jeg maver mig lynhurtigt frem forbi den panisk angste Jerry, og begynder at skyde igen.
Talibans 7,62 mm projektiler bryder lydmuren omkring mit hoved med høje smæld, imens andre slår ned i jorden ved siden af mig, og sender skyer af støv op i luften. Selvom jeg ligger fladt på maven og skyder, har jeg følelsen af at stå op: Som om at hvert et projektil er tiltænkt mig. Min krop skriger til mig, at jeg skal gøre mig fladere; grave mig ned - hvad som helst for at slippe væk fra den haglstorm af jern, der hvert øjeblik kan gennembore min krop og gøre en ende på mit 22-årige liv.
Verden omkring eksisterer ikke længere. Der er kun smældene omkring mig, den usynlige fjende et eller andet sted derude, mit våben, og rekylen der slår imod min
Tekst og Foto
EMIL ARENHOLT MOSEKJÆR
Han vil for alt i verden undgå civile tab og unødig skade på ejendom - collateral damage. Det er bare ikke let for os at udkæmpe en krig med den ene hånd bag ryggen.
Vi så de civile forlade området for længe siden. De var udmærket godt klar over, hvad der ville komme til at ske, da vi ankom tidligere på dagen.
Og det er svært at bekymre sig om bøndernes huse og marker, når man ligger på maven i en storm af stål. Hvis der er sluppet bare én fjende væk, fordi vi
ikke har hamret dem med 120 mm mortergranater, så er det måske ham, der skyder mig i morgen.
Lige meget hvad er der nogen, der bliver trådt over tæerne.
Ikke nok med det havde de inde i Camp Price tydeligvis villet knække vores moral yderligere ved at sende fem rammer Coca Cola light ud til os, der nu lå og småkogte i skyggen af Medics køretøj. Det er åbenbart ikke kun på film at forsyningstropperne er korrupte, hugger alt det gode til sig selv, og sender norske feltrationer med grøn torskegryde, og cola light, ud til fronten.
Nede i Zonen, et par tusinde meter fra os, var briterne flere nætter i træk i heftige ildkampe. Et par kilometer længere nordpå smed amerikanske F-15 jagerfly
bomber som støtte for the U.S. Marines, imens Apache-kamphelikopterne kredsede rundt som ørne på himlen, og pulveriserede al modstand med deres 30 mm rullekanon og Hellfire missiler.
Lyden af skud og eksplosioner nede fra Zonen var som Sirenerne fra den græske mytologi, der trak sømænd i døden med deres sang. Det alternativ var begyndt at virke mere og mere tillokkende.
Jeg havde set mine venner blive såret, var blevet skudt på igen og igen, været ved at blive sprængt i luften, og gået med nerverne uden på tøjet i månedsvis. Krig består af tre fjerdedeles inaktivitet, men for de fleste af os var der ikke nogen tvivl om, at det var den sidste ene fjerdedel, som vi længtes efter.
Der er spændt et solsejl ud fra siden af vores køretøj for at give skygge for solen, og under den står vores feltsenge. Som noget af det første smed vi vores 20-30 kg tunge udrustning og den gennemblødte uniform, da vi kom hjem fra fodpatruljen. Resten af gruppen sidder ude på deres senge, imens jeg sammen med to andre har sat mig ind i køretøjet for at rense vores våben. Folkene fra de andre grupper sidder ved deres køretøjer. Alle steder drejer samtalen sig om ildkampen under dagens patrulje.
Alle er sig stadig høje, selvom udmattelsen efter adrenalinsuset langsomt er begyndt at sætte ind. For de der ikke fik affyret deres våben, er skuffelsen tydelig.
"Jeg var så fucking tæt på. Men ordren til at holde inde kom lige, da jeg nåede derop", siger RF.
Han lå i dækning ved nogle træer, da beskydningen startede. Kuglerne smældede imellem bladene, og fik dem til at regne ned over ham. Der lå dog to
andre fra gruppen i vejen, så han ikke kunne komme til at skyde. Da han til sidst havde fået sig møvet op i en alternativ stilling, var det hele slut. Lignende scenarier udspillede sig for nogle af de andre.
De fik ildkampens vanvittige adrenalinrush, men manglede tilfredsstillelsen ved at give igen. Efter i månedsvis at have taget imod i form af nedgravede sprængladninger og tilfældige, korte beskydninger - set kammerater blive såret og levet i konstant stress, er det en hård pille at sluge ikke at få lov til at sende noget den anden vej.
Min krop sitrer stadig. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lykkelig. For et par uger siden var jeg et nervevrag. Nu er jeg kongen af verden.
Jeg aner ikke hvad klokken er; jeg gider ikke kigge. Et blik på uret ville være en anerkendelse af, at jeg burde være faldet i søvn for længe siden. De små tal på mobilens skærm ville samtidig være en påmindelse om, hvor lidt tid der er, til jeg skal op.
Irritationen har langsomt bygget sig op i løbet af de par timer, jeg har ligget her. Den sitrende fornemmelse i min krop, der startede som en let summen i fingrene, men nu føles som en konstant strøm af elektricitet. Rastløshed og hjertebanken. Jeg har lyst til at løbe en tur igennem det mørke Aarhus, bare for at kunne foretage mig noget andet end at ligge viklet ind i min dyne.
I går sov jeg som en baby; gik kold så snart jeg lagde mig. Denne her nat skal åbenbart være en af dem, der strækker sig i al evighed. Jeg har ikke haft sådan en i et stykke tid. Har jeg opfanget en eller anden lyd i dag? En lugt? Et syn? Eller bare dvælet lidt for længe ved et eller andet minde?
Billederne der i raketfart stryger forbi indersiden af mine øjenlåg, vil ikke lade mig være i fred: Venner der, på bårer, forsvinder igennem det hvirvlende støv mod en Blachhawk helikopter. Børn med beskidte hænder og stirrende øjne.
Brændende køretøjer. Eksplosionen der rejser sig fra Noorzai Hill, og sender småsten ned over mig som et regnvejr. De rødrandede øjne, og stemmen der fortæller mig, at han ikke kan klare det her pis længere; at han vil hjem.
Helmandsolens brændende skær, en panisk hund der skider ud over sig selv, og folk der råber imod mig. Jeg kan ikke høre deres stemmer. Kun den ringende, metalliske lyd man får i ørerne, når man tømmer et magasin på 15 sekunder uden at have ørepropper i.
Jeg sætter mig op i sengen. Der er ingen grund til at blive liggende. Den friske luft køler mit ansigt ned, da jeg åbner vinduet. Et kort øjeblik lyses natten op af flammen fra min zippolighter, og efterlader gløden fra min cigaret som den eneste lyskilde.
Der er intet for mig her. Ingen spænding. Ingen forløsning, intet broderskab og ingen mission med tilværelsen. Hvordan kan man savne et sted så inderligt, som man har hadet så meget?
Det gør ondt at indrømme over for sig selv, at du allerede har gennemlevet de mest skelsættende øjeblikke i dit liv. At ting aldrig igen vil føles så virkelige og reelle, som da du sled dig igennem de mudrede opiumsmarker omringet af brødre, som du ville ofre livet for.
Til vores sidste reunion spurgte jeg en af de gamle drenge, om han ville hoppe på et fly tilbage til Afghanistan i morgen, sammen med alle os andre, hvis han fik muligheden for det?
"Jeg ville fucking gøre det med det samme"
