Manglende miniskirts i Mellemøsten
TUNESIEN
Det arabiske forår har tæret på Tunesien, hvor både jobs, mad og husly er mangelvarer, og midt i virvaret er en ligestillingsdebat blevet skabt - men der skal mad på bordet, før de kan bekymre sig om miniskirts.
Der er ofte pop-op demonstrationer, hvor folk samles i små klynger, imens de klapper og råber, at befolkningen mangler både husly og mad. Det fortsætter i få minutter, indtil det har tiltrukket for mange forbipasserendes opmærksomhed, hvorefter politiet kommer stormende og slår demonstranterne med politistavene, indtil de flygter. Alle går herefter tilbage til deres dagligdag, som var intet sket.
De få fremmødte
Foran den store katedral, der ligger ud til pladsen for enden af Avenue Habib Bourguiba, er den massive gruppe pressefolk stimlet sammen i håb om at få et billede og en snak med de kortskørtede kvinder, der et par minutter over 18 endelig er dukket op. Ud af flere tusinde tilmeldte dukker ni kvinder op, og deres mini-skirts er ikke kortere, end at de går til lige over knæet.
”Det sker hele tiden med forskellige begivenheder i Tunesien. Hele internettets og Facebooks rolle er overvurderet – selv for revolutionen. De sidste fire år har gjort befolkningen træt, fordi folk hele tiden skal demonstrere af forskellige årsager. Nu føler de, det er nok at klikke ’’Deltager’’ på Facebook for at vise sin støtte,” forklarer 32-årige Lina Ben Mhenni, der er en af kvinderne på pladsen.
Lina er ikke som de fleste tunesere. Hun er tunesisk blogger og var internetaktivist under revolutionen i 2011. Hun er stadig meget aktiv efter revolutionen, hvor hun nu blandt andet sætter fokus på den fortsatte korruption i det tunesiske regime. Hendes bidrag og engagement under revolutionen førte til, at hun var kandidat til Nobels Fredspris i 2011.
kvinderettigheder i nabolandet Algeriet.
”Hele regionen er forbundet. Det er rigtigt, at kvinderne i Tunesien har bedre rettigheder, hvis man sammenligner med andre lande. I vores grundlov er der ligestilling af kønnene, men når det kommer til dagligdagen, er der en alt for stor forskel. Vi bliver nødt til at arbejde på at få total frihed og total lighed i vores samfund.”
Imens politiet holder øje med området, slænger unge mennesker og midaldrende mænd sig i de udendørs stole ved de efterhånden overfyldte caféer. Glade mennesker trisser roligt af sted langs alléen, der står i fuld flor, mens børn griner og leger.
En af personerne ved caféerne er den 21-årige engelskstuderende Njouba Watharani. Han er ikke glad for den massive mængde af politi, da han mener, de beskytter regeringen frem for befolkningen.
”Politiet er meget synligt. Det er de samme betjente som under Ben Alis styre, og de frygter endnu en revolution,” forklarer han om det enorme fremmøde af betjente.
At skabe debat
På trods af de få demonstranter, der mødte op, mener Lina, det gør en forskel at deltage i demonstrationerne i Tunesien.
”Vi forsøger at ændre tingene. I det mindste kan vi få folk til at tale om problematikken. Vi skaber en debat,” siger hun.
Ved denne ni-persons demonstration holder politiet et vågent øje. Uden at flytte blikket cirkulerer betjentene langsomt omkring den lille menneskemængde, som når en løve udser sig sit bytte.
Klokken 18.20 henvender en politimand sig med en bestemt ordre om, at alle skal forlade stedet. Dem, der bliver, vil blive anholdt.
”Nu har I haft jeres demonstration.”
Tunesien bliver ikke kun set som et foregangsland, men også som et eksempel på, hvordan man kan gennemgå en succesfuld revolution, hvor styre og befolkning forholdsvis hurtigt når en fælles løsning på problemerne. Når man spørger folk på gaden i Tunis om revolutionens betydning for landet, lyder svaret som oftest:
”Hvilken revolution? Intet har ændret sig.”
Med en arbejdsløshed på 15,5 % kæmper en meget stor del af den tunesiske befolkning med at få mad på bordet, og det mærkes blandt folk på gaden.
Tekst MALOU ALSING
Foto ALEX LUKA LADIME
tore grupper af politifolk har indtaget den brede Avenue Habib Bourguibas midterste strøg, mens indsatskøretøjer og store busser med betjente bliver ved med at ankomme. Alle betjente er kampklædte og åbenlyst bevæbnede med enten maskingevær eller store
knipler. Enkelte skikkelser fra en tunesisk specialenhed skiller sig ud fra mængden grundet sorte elefanthuer, der ikke giver nogen mulighed for identifikation.
Det er lørdag den 6. juni, klokken er 17.30, og om en halv time starter en demonstration, der er anderledes end de sædvanlige små forsamlinger. Over 3.700 mennesker har tilmeldt sig Facebook-begivenheden, der har til mål at sætte fokus på kvinders rettigheder, og det har fået politiet til at møde talstærkt op i centrum af Tunesiens hovedstad, Tunis. Ekstra mandskab er tilkaldt demonstrationen, hvor hovedparten af demonstranterne er kvinder, og alle vil dukke op iklædt korte kjoler eller mini-skirts.
Den korte påklædning er meget opsigtsvækkende i det muslimske land. Det er valgt for at vise sympati med en algerisk kvinde, der i maj måned blev nægtet adgang til sin juraeksamen på et algerisk universitet, fordi hendes nederdel ’var for kort.’ Klokken 18.00 er der ingen mini-skirts at se, men mængden af pressefolk nærmer sig derimod 20 mennesker.
Revolutionen der intet ændrede
”Selvfølgelig dukker der ikke så mange mennesker op. Vi mangler mad. Helt basalt. Her har vi ikke tid til at bekymre os om mini-skirts,” forklarer Sami, der er tunesisk pressemedarbejder.
Tunesien er på mange måder blevet set som et foregangsland på ligestillingsområdet i Mellemøsten, da de blandt andet har indført forbud imod flerkoneri, har hævet minimumsalderen for indgåelse af ægteskab for kvinder, og de forsøger gennem kvoter at sørge for, at der kommer flere kvinder i parlamentet. Landet er godt på vej, men målet er ikke nået endnu, da der stadig er stor forskel på mænd og kvinders rettigheder i Tunesien. Eksempelvis kan en kvinde kun arve halvdelen af, hvad en mand kan.
S
At Lina ikke står alene i sin kamp for at bringe demokrati og bedre rettigheder til Tunesien blev tydeligt ved dette års uddeling af Nobels Fredspris. Vinderen blev den tunesiske organisation ’Tunesiske Nationale Kvartet for Dialog.’ Kvartetten består af fire organisationer, der kæmper for at indføre og sikre et stabilt demokrati i Tunesien ved at skabe forbedringer inden for områderne arbejdsliv, velfærd, retsstatsprincipper og menneskerettigheder.
Det kan blive bedre
Ifølge Lina påvirker det Tunesien, når der kommer fokus på de dårlige
