der gider flytte hertil, så den israelske regering inviterer jøder til fra hele verden. Mange af dem er russere. Ud over et hus, får de et langtidslån af staten, og hvis de bor her i over 10 år, skal det ikke betales tilbage.

 

”Læg mærke til bosætterne, når vi kommer derind. De er stort set alle sammen bevæbnede. En palæstinenser kan blive smidt i fængsel bare for at have en kniv på sig, imens de render rundt med maskingeværer,” siger Abdallah.

 

Vi bevæger os gennem det travle formiddagsliv i det arabiske kvarter; gaden er fyldt med dyttende biler, der hverken kan komme frem eller tilbage og tilsyneladende holder hornet i bund af ren kedsomhed. Langs husene står små boder presset sammen og faldbyder alskens varer. Lige fra krydderier, frugt og grønt, falske Nike-sko til kød, der hænger til skue i solen.

 

"Gaden dér plejede at være en af hovedfærdselårerne gennem byen. Da israelerne oprettede bosættelsen, skar de byen midt over. Hvis du skal om på den anden side nu, skal du enten gå i 40 minutter eller køre hele vejen rundt om byen. Førhen kunne man gå derhen på 10 minutter,” siger Abdallah.

 

Han peger op ad en øde vej, der knækker fra hovedgaden. Cirka 50 meter oppe ad vejen løber en mur af beton og pigtråd på tværs af den, med et vagttårn i midten. I højre side er der en port, som vi bevæger os igennem. De israelske soldater ved checkpointet kigger mistroisk på os, men ser mest af alt ud til at kede sig.

 

Arabere ingen adgang

I forhold til det pulserende liv i den arabiske bydel, lever det besatte område i høj grad op til sit øgenavn blandt palæstinenserne: Ghost Town. Gaderne ligger tomme hen, og de få bosættere, vi ser, kigger misbilligende på os, når vi passerer dem.

 

Da den jødiske bosættelse i Hebron blev oprettet i bydelen Tel Rumeida, blev de fleste palæstinensere fordrevet og deres huse derefter overtaget af nye jødiske beboere. Der bor stadig nogle palæstinensere hist og her, selvom de bliver færre. En af dem er Hashem og hans familie, som vi er på vej hen for at møde.

 

Abdallah peger til højre på en trappe og fortæller, at vi skal op ad her. Vi kan ikke fortsætte hen ad gaden, da den kun er for israelere. Vi ville blive stoppet og sendt tilbage, hvis vi fortsatte hen ad den.

 

"Nærmest apartheid, hva’? Ville det kunne ske hjemme i jeres land?" spørger Abdallah med et smil. Vi møder Hashem ved et gadehjørne, hvor nogle af bydelens få palæstinensiske børn står og spiller fodbold.

 

”Velkommen til vores del af Hebron. Vi har militær beskyttelse, som I kan se,” siger Hashem og nikker smilende hen imod de israelske soldater, der står og betragter os lidt derfra.

 

Han fører os derefter længere ind i det jødiske område.

 

Tilfældig beskydning og chikane

Turen til hans hus er besværlig. De jødiske bosættere, han har som naboer, har spærret for al indgang for ham, så han må tage en besværlig vej bag om baghaver, forbi krat og olivenlunde, når han skal frem og tilbage til sit hus.

 

”Det er mine oliventræer. Ikke at jeg har meget gavn af dem. Sidste gang de bar frugt, prøvede jeg at høste dem, men da en af mine kære naboer opdagede mig, begyndte han at råbe op. Snart var de en hel flok, der slog på mig og drev mig væk fra træerne. Jeg har myndighedernes ord for, at jeg gerne må høste dem. Men de israelske soldater kunne aldrig finde på at beskytte mig, hvis jeg prøvede. Det værste er, at jeg hjertens gerne ville dele mine oliven med naboerne, hvis ikke de stjal dem hele tiden,” siger Hashem.

 

Hærværk og vold mod palæstinensere begået af jødiske bosættere er et stigende problem, ifølge en EU-rapport fra 2011. Omkring 10.000 oliventræer blev det foregående år fældet eller brændt af, men i over 90 procent af tilfældene blev sagerne efterfølgende lukket af de israelske myndigheder uden retligt efterspil.

 

Hashem viser os skudhullerne i gavlen på huset. Konsekvensen af de mange våben, der findes blandt de jødiske bosættere, er, at Hashem og hans familie regelmæssigt bliver udsat for tilfældig beskydning fra et hustag lidt derfra. Ifølge ham er det dog ikke noget, som de israelske soldater gør noget ved. Han spørger os, hvordan vi tror, at vores børn eller små søskende ville reagere, hvis de blev udsat for beskydning på daglig basis.

 

Han fortæller, at deres hus ofte bliver overdænget med skidt og graffiti. Engang var der nogen, der trillede en hel vaskemaskine ned ad bakken mod huset. For ikke så længe siden var der nogen, der havde spraymalet 'GAS THE ARABS' på familiens hoveddør.

 

”Men det er måske heller ikke så mærkeligt, når man har jødernes svar på Hitler som nabo,” siger Hashem, og peger på huset, der ligger ovenover hans på bakken.

 

Han hentyder til den israelske politiker og aktivist Baruch Marzel, der selv i den israelske presse bliver betegnet som værende højreekstremistisk. Han er igennem tiden blevet tiltalt, og dømt, for overfald på både palæstinensere, venstreorientere israelere og journalister.

 

”Bosætterne hader, når der kommer folk som jer udefra for at besøge os. De håber på, at vi flytter, hvis de isolerer og chikanerer os nok. Når de ser, at I har været her, bliver de stiktossede,” siger Hashems kone Nisreen.

 

Blodige lig ved strandkanten

Deres hjem efterlader dog ikke nogen tvivl om, at nogen er klar over, at de eksisterer. Rundt omkring står der hilsner til dem fra hele verden, og ovenover TV'et i stuen hænger en hjemmelavet planche med norske flag og skriften: This TV is donations from friends from Norway.

 

På bordet i den beskedne stue er der dækket op med kaffe, te og småkager. Der ligger nogle malerier, som Nisreen, der har studeret kunst i sit hjemland Jordan, har malet. Motiver af hverdag og krig; fældede oliventræer, pigtråd og hvide duer med palæstinensiske flag i munden.

 

"Vi sælger ind imellem nogle af dem for at hjælpe med at få det hele til at køre rundt," siger Nisreen.

 

Et af dem forestiller en idyllisk strand med palmetræer, sandslotte og en blå himmel. I den store hvide sky øverst i billedet står der Peace for Palestinians. Nederst i billedet ligger en række blodige figurer. En kvinde med tørklæde sidder og holder om en af dem.

 

”Det er de fire palæstinensiske børn, der i sommers blev dræbt af et israelsk flyangreb, mens de legede på stranden i Gaza,” siger Nisreen.

 

Stenkast efter skolebørn

Deres hus ligger som en ø midt i et fjendtligt hav, og godt naboskab er ikke noget, som Hashem og hans familie har mærket særlig meget til. Hashem betragter sin kone med et kærlig blik, imens hun snakker. Da hun er færdig, vender han sig imod os og begynder at fortælle om deres tilværelse, imens vi drikker kaffe og spiser småkager. Da myndighederne fandt ud af, at han ikke kunne købes ud af sit hus, vendte de ryggen til, og lod områdets bosættere chikanere dem, siger han.

 

Tel Rumeida-områdets få palæstinensiske børn havde tidligere store problemer, når de prøvede at komme i skole. Jødiske bosættere, både børn og voksne, samledes ved ruten og kastede sten efter dem og råbte skældsord. Da internationale observatører begyndte følge børnene i skole for rullende kameraer, ændredes forholdene gradvist. Men først efter at en serie af sammenstødene blev optaget og lagt på Youtube.

 

Hashem og hans kone har fire børn. Den ældste er 16 år, og tør ikke sove alene med lyset slukket. Hun har mareridt, tisser af og til i sengen og reagerer stærkt på høje, pludselige lyde. Symptomerne kunne minde om dem, man finder hos folk, der lider af posttraumatisk stress.

 

Hashem fortæller, at de ofte er blevet gennet ud af sengene midt om natten og tvunget til at vente i timevis ude i kulden, imens israelske soldater ransager deres hus. Oprydningen må de selv klare bagefter.

 

Hashem løfter to fingre.

 

”Min kone og jeg har mistet to ufødte børn, fordi bosætterne tævede hende, imens hun var gravid. Sidste gang var det også lige ved at gå galt. Da hun skulle føde, kunne vi ikke få lov til at forlade huset for at tage til lægen. Soldaterne sagde til vores ansigt, at så måtte hun bare dø. Jeg endte med at måtte kravle ned af en tre meter høj mur med hende på ryggen, så vi kunne komme væk,” siger han.

 

Vi spørger ham, hvordan det kan være det værd? Ikke bare for ham, men også for hans familie. Hvorfor ikke bare tage imod tilbuddet, flytte væk og få fred?

 

”For så har de vundet, og de skal ikke have lov til at vinde. Hvorfor er det mig, der skal flytte? Min farfar købte det her hus i 1950, og min far blev gift her i sin tid. Det her er vores hjem. De kan ikke bare komme og sige, at vi ikke må bo her længere. Hvor er retfærdigheden i det?” siger han.

 

”Lad verden vide, at vi eksisterer”

Moustafa har siddet og oversat Hashems ord fra arabisk til dansk. Flere gange ryster hans stemme, og til sidst knækker den over. Han kigger ned i jorden med tårer i øjnene. Hashem rejser sig op, går rundt om bordet, lægger armene om ham og trøster ham.

 

Han kigger rundt på os og fortæller, at vi ikke skal være bekymrede. Vi har allerede hjulpet mere, end vi aner, ved at møde op og lade dem fortælle deres historie. ”Lad verden vide, at vi eksisterer. At vi er mennesker af kød og blod, der elsker hinanden. Vi vil bare gerne leve vores liv i fred og ro ligesom alle andre. Og på trods af, hvad de gerne vil have jer til at tro, så hader vi ikke jøderne. De er velkomne til at bo her, så længe der er plads til os alle,” siger han, og sætter sig igen ved siden af sin kone.

 

I sofaen til venstre for dem sidder deres mindste datter imellem Sara og Mona, imens hun leger med Saras mobil. Nisreen vender sig imod hende og spørger på arabisk, om hun ikke har lyst til at synge for gæsterne. Den lille pige vrider forlegent hænderne, mens hun smiler i hele ansigtet. Langsomt begynder hun at synge.

Til at starte med ganske lavt, men efterhånden højere. Hendes forældre kigger smilende på hende, mens de stille og roligt begynder at klappe med.

 

 

 

 

Den 21. oktober blev Hashem ramt af tåregas fra israelske soldater. En måned forinden var han blevet opereret for hjerteproblemer, og befandt sig stadig i dårligt helbred. Tåregassen udløste et ildebefindende, og der blev straks sendt bud efter en ambulance. Den blev blokeret ved checkpointet af de israelske soldater, og da nogle unge mænd langt om længe fik båret ham derned, var det for sent.

 

Hashem Azzeh blev 54 år gammel og efterlader sig en kone og fire børn.