ved, hvor mange der lever i Europa. De udokumenterede migranter udgår myndighederne og er derfor svære at finde og tælle, ” siger han.

 

Af den grund er der ikke nogen præcise tal på, hvor mange udokumenterede arbejdsmigranter der er i Europa i dag, samt hvor stor en del af menneskestrømmen til kontinentet de udgør.

 

Ingen muligheder i hjemlandet

Lyden af småsnakken og trin på gangen trænger ind i værelset, hvor Souleymane Darame er i gang med at fortælle sin historie. Hans værelse er en del af en gammel kontorbygning, der i dag er blevet omdannet til bosted for mennesker, der har få penge og mangler et sted at bo i Rom.

 

For Souleymane Darame var Europa aldrig målet for den rejse, han begyndte i Gambia. Han ville mest af alt bare gerne ud af landet, finde et fast job og få noget erfaring.

 

”Tanken om at tage til Europa havde strejfet mig, men det var aldrig min plan. En dag slog det mig, at jeg var nødt til at komme væk fra Gambia. Da jeg rejste, sagde jeg til mig selv, ’jeg kan overleve, finde arbejde og tjene penge,’” siger han.

 

Unge rejser væk fra Gambia for at finde et job, fordi der er en arbejdsløshed på 23 procent af befolkningen i Vestafrika. Denne statistik tæller kun officielle jobs, som der ikke er så mange af i landene, og kan derfor være lidt misvisende, mener Mats Utas.

 

”Alle arbejder. Ellers kan de ikke overleve. Lønnen for et job som politimand, der er et officielt job, giver en meget lav løn. De mennesker, der ikke har et, finder noget at lave eller sælge for at overleve, ” siger han.

 

På trods af at der er en vækst på seks procent om året i den vestlige del af kontinentet, er det stadig svært at mærke den økonomiske gevinst hos befolkningen. Den sociale ulighed gør, at kun en lille del får glæde af landenes vækst og gør, at det fortsat er svært at finde fast arbejde for den resterende befolkning. Selv med en god uddannelse kan det være svært at få et job, fordi der er så få af dem.

 

”I Vestafrika er der massiv ungdomsarbejdsløshed. Det er nærmest umuligt at finde et job, medmindre man kender nogen, der kender nogen,” siger Henrik Erdmann Vig, der er antropolog og forsker i vestafrikansk migration til Europa.

 

Uddannelse uden job

I Vestafrika er det ikke bare svært at få et job, men også en uddannelse. Hvis forældrene er fattige, er der ikke altid råd til at sætte børnene i skole, og undervisningen er kun gratis på de vestafrikanske statsskoler, hvor undervisningen typisk er af lav kvalitet.

 

”Hvis du har ikke råd til en private skole, kan du vælge mellem statsskolen og den religiøse skole. Hvis der overhovedet er en statsskole i området, kan du risikere at skulle bestikke lærerne for at få dit barn videre i systemet. Der bor mange muslimer ude på landet, som er fattige, og det er ret normalt, at de vælger at sende deres børn i muslimsk skole, hvor de lærer at læse, skrive og recitere Koranen. Det giver ikke nødvendigvis et arbejde, når de er færdige i skolen, ” siger Henrik Erdmann Vigh.

 

Den eneste mulighed efter en uddannelse på en muslimsk skole er at blive lærer og undervise i den muslimske tro. Et liv som lærer er typisk baseret på dårlige vilkår og en meget lav løn, så selv hvis der er et ledigt job, er det ikke nødvendigvis nok til at leve for.

 

For Souleymane Darame var det ligeledes tilfældet. Han kunne ikke få et fast arbejde, da han var færdig med sin uddannelse. Derfor endte han med at arbejde lidt som skrædder, hvilket gjorde at han fik sparet sammen til en busbillet til Sengegal, hvor der eftersigende var bedre chancer for at få en fast indtægt. Fra Senegal fortsatte rejsen til Mali, Algeriet og Marokko, hvor han arbejdede på forskellige hoteller. Souleymane Darame valgte at rejse videre i søgen på et bedre job grundet de udfordringer, han oplevede i de afrikanske lande.

 

“De behandlede mig som et dyr i Mali og Algeriet. Det var svært at arbejde, fordi jeg skulle gøre alt for at undgå politiet. Når de så mig, kørte de til grænsen for at sætte mig af, ” siger han.

 

Fra Algeriet var det ikke nemt at rejse tilbage mod Gambia, så i stedet fortsatte han fremad mod Marokko, hvor han arbejdede i et år og seks måneder, før han tog videre mod Spanien og endte i Italien.

 

Migration er en overlevelsesstrategi

Souleymane Darames familie bor i Old Jeshwang, en bydel i den største by i Gambia, som hedder Serrekunda. Familien har ofte brug for penge til at overleve, og han prøver at sende penge hjem, så tit han kan. Omkring to euro rækker til mad i op til to dage for hans familie i Gambia, som består af hans far, mor, farens anden kone og de mange søskende, onkler, fætre og kusiner, som er en del af familien. Noget af lønnen går også til, at tre af hans brødre kan komme i muslimsk skole.

 

“Når jeg tænker på Gambia, tænker jeg på min familie. Det er mig, der er den ældste og forsørger dem og sender ting hjem til dem. Hvis jeg ikke arbejder, vil livet være svært for dem. Jeg gør mit bedste,” siger han.

 

Arbejdsmigranterne får en social status i deres hjemland, da de sender penge hjem og hjælper familien. Den mærker de dog ikke meget til i Europa, hvor deres fokus er at overleve.

 

”Mange migranter ofrer sig for deres familie, så dem derhjemme har bedre muligheder. De arbejder meget hårdt og har ikke rigtig et liv ved siden af, ” siger Mats Utas.

 

Mange myter

En af de mange myter om migranter er, at de vælger at migrere til de rigere lande med gode velfærdsydelser. Det passer slet ikke, mener Henrik Erdmann Vigh.

 

”Når de først har listet sig over grænsen, så søger de derhen, hvor deres netværk er. Ideen om, at immigranter bare går efter guldet, passer ikke. Det er faktuelt forkert. Migranterne tager derhen, hvor de kender nogen,” siger han.

 

En anden myte er, at de mange migranter er et problem. En af grundene til, at der er så mange migranter i især Sydeuropa, er, at der er et massivt behov for dem på arbejdsmarkedet, hvor både byggebranchen og landbruget er blandt de industrier, der ansætter flest. De er en stor del af samfundet og samtidig en minoritet, som lever lidt i skyggerne.

 

”Når der er gode tider og mange penge, så kan du få migranterne til at arbejde for en fjerdel af, hvad en normal borger gør i EU, imens du kan behandle dem, som du vil. Hvis krisen så kradser, så skylder vi dem ingenting og kan faktisk sende dem ud igen og sige, ’I må slet ikke være her,’” siger Henrik Erdmann Vigh.

 

For mange migranter er det en overlevelsesstrategi at rejse til Europa og forlade deres hjemland, kultur og familie for at tjene penge og opnå sikkerhed. Det har det også været for Souleymane Darame.

 

”Den største mulighed, jeg har i Europa, er muligheden for at overleve. Min drøm for fremtiden er at se min familie få et godt liv, og at jeg en dag kan tage tilbage til Gambia. Det er jo mit hjemland. ”