predte vindstød hvirvlede gang på gang små skyer af støv op i øjnene på ham, så han konstant måtte knibe dem sammen. Men det var nu ikke fordi, der var noget at kigge på. For her stod han. Med hænderne over hovedet og ansigtet rettet nedmod et hul

fyldt med skrald på en rækkemed 11 andre mænd. Alle var de kristne, og alle havde de samme skæbne. At ende deres alt for korte liv i en baggård, et sted i det kommunistisk styrede Cuba.

 

Cubanerpræst i Guds land

Vi møder den 72-årige cubaner til frokost efter lørdagens gudtjeneste. Iført blå skjorte, farverigt slips og firsersolbriller, byder han os velkommen med et bredt smil. Emilio og hans kone driver kirken og organisationen New Life Ministry, der har base i Los Angeles. Emilio er præst og står normalt for gudstjenesterne.

Skruer vi tiden 49 år tilbage, var Emilio Girado fra Habana i det nordlige Cuba godt på vej til at færdiggøre sin uddannelse i kristen teologi. Seks år forinden havde Fidel Castro og hans 26. Juli-bevægelse væltet den daværende diktator, Fulgencio Batista. En kommunistisk bølge havde skyllet ind over den mellemamerikanske nation, og det kunne mærkes. Store selskaber blev nationaliseret på stribe, mens de veluddannede cubanere forlod landet i hobetal. Som resultat af revolutionen havde den store, kommunismeforskrækkede nabo mod nord, USA, delvist boykottet Cuba. Det betød, at rationerne skrumpede ind for Emilio og hans landsmænd. Alt dette kunne den 23-årige cubaner leve med, hvis ikke det var fordi, Castro havde en aversion mod netop Emilios religion:

 

”I Cuba tolererede kommunisterne ikke religiøse og deres tro,” fortæller Emilio fra sin komfortable plads i en havestol på kirkens terrasse i det østlige Los Angeles.

 

Flashback til Cuba

”Hvad er dit sidste ønske?,” råbte en af vagterne til Emilio. ”Hvad mener du med det? Hvem skal høre mit sidste ønske? Min familie er her ikke,” svarede han tilbage. Vagten reagerede ikke. Der var stille en kort stund. Kun vinden og en knirken fra det nedslidte skur i gården kunne anes. Men så brød vagtens hæse stemme ind igen: ”Klar!…Parat!…Skyd!,” Et højt brag lød, og samtlige 12 mænd faldt til jorden. Emilio havde accepteret sin skæbne. Det var Guds vilje. Hans liv sluttede her. Eller gjorde det? For som han lå dér på jorden, kunne han stadig mærke sin krop. Sine hænder, sine fødder. Han kunne mærke en våd masse glide ned langs indersiden af sit ene ben. Hans ringmuskel havde givet efter. Men han var i live.

Da Emilio langsomt åbnede øjnene, kunne han høre spredte grin bag sig. Vagterne havde ikke skudt ham og de andre. Der havde kun været løst krudt i geværerne. Emilio gav sig til at klaske sin sidemand Mario på kinden. ”Marito. Vågn op.”, sagde han til vennen, der lå bomstille på jorden.

 

”Lad mig være! Jeg er død”, svarede Mario. Vennen blev liggende, mens Emilio og et par af de andre mænd gik over for at vaske sig.

S

aftjene tre års værnepligt. Syvende Dags Adventisterne sendte derfor et brev til Fidel Castro og bad om tilladelse til, at deres børn kunne aftjene værnepligt som læger. Det blev godtaget. Men så fik Castro en idé.

En skæbnesvanger dag midt i november troede Emilio, at han var blevet indkaldt til militæret. Det hed det officielt i brevet fra den kommunistiske regering, men det skulle hurtigt gå op for ham, at det ikke var tilfældet. Busturen fra Havanna varede meget længere end forventet.

 

”Indkaldelsen til værnepligt var kun en facade”, siger Emilio.

”De blandede en gruppe folk af forskellige religiøse overbevisninger med homoseksuelle, fængselsindsatte, sindssyge og kørte dem i arbejdslejr for at komme af med alle, der ikke passede ind i den kommunistiske vision”, tilføjer han.

 

En arbejdslejr var netop, hvor den unge cubaner befandt sig efter den lange køretur. Hundredvis af kilometer hjemmefra stod han med den stegende middagssol i ryggen og en rusten machete i højre hånd. Klar til at skære sig igennem de uendelige rækker af sukkerrør, der tårnede sig op på begge sider af ham. 10 timer om dagen, syv dage om ugen, skulle han og hundredevis af andre cubanere udføre det samme arbejde, lave de samme bevægelser.
Ensformigheden var ikke det eneste problem. Langt størstedelen af de unge mænd vidste ikke, hvordan man skar sukkerrør eller sågar håndterede kniven.

”Vi havde omkring 100 unge med snitsår efter den første uge”, fortæller Emilio. ”Og der var ingen læge eller førstehjælp til rådighed. Ikke engang en pille til at tage smerten”.

 

Den barmhjertige sygehjælper på hjemmebesøg

De mange skader betød, at den unge cubaner var nødt til at påtage sig en speciel rolle i lejren. Emilio var som en af de få trænet i førstehjælp. Han fik travlt med at lave forbindinger til alle dem, som havde skåret sig i arme eller i hænder. Til sidst var elendigheden så stor, at Emilio fik tilladelse til at rejse ud fra lejren for at skaffe medicinske redskaber. Under hans ophold uden for arbejdslejren havde Emilio lyst til at flygte, da han stødte ind i en meget nær slægtning.

 

”På min rejse rundt i landet efter medicin stoppede jeg pludselig brat op ude foran et af de mange hospitaler. Jeg kunne ikke tro, hvad jeg så. Det var som en film. På modsatte side af vejen stod min far,” fortæller den gamle pastor.

 

Emilio havde lyst til at tage med ham. Flygte fra alting. Komme væk fra den livsudsugende lejr. Men den unge teologistuderende var bange. Ville regeringssoldaterne forfølge ham, hvis han gik under jorden? Kunne han leve et helt liv i skjul uden at blive taget af hæren?
Han valgte alligevel at hoppe ind i sin fars bil for hurtigt at køre væk fra det cubanske hospital. Den 23-årige fange blev efter mødet med sin far kørt ud til kirken, hvor hans familie var tilknyttet.

På dette tidspunkt havde den unge pastorsøn ikke set sin familie i seks måneder.

”Det var mandag morgen. Alligevel var kirken fyldt op med mennesker. De bad alle for mine venner og jeg,” fortæller Emilio.

Men Emilio havde indgået en pagt med sine 11 kammerater tilbage i arbejdslejren. De blev og støttede hinanden. Om de så måtte lade livet. 

 

Religion kan gøre dig fri, Emilio

Den unge Emilio og hans venner blev testet hårdt gennem deres seks år i fangeskab. Og selvom nærdødsoplevelsen ved hullet var den værste, er der også andre hændelser, som står klart i erindringen hos den gamle præst.

”Opgiv jeres religion, og I er frie,” fik de 12 kristne at vide af en cubansk regeringssoldat. Takkede de ja, kunne de få deres frihed igen og gå ud af fangelejren som uafhængige mænd. Men Emilio og hans venner afslog. De ville hellere leve i fangeskab med Gud end som frie, kommunistiske mænd uden Gud.
”For alt hvad der sker uden Gud, er en katastrofe”, fortæller Emilio.

 

Emilio gemmer på minder fra tiden i arbejdslejren. De cubanske soldater forsøgte at tvinge han og hans nærmeste til at arbejde om lørdagen. Ifølge Syvende Dags Adventisternes kirke må de troende nemlig ikke arbejde under sabbatten.

”Du er skør! Jeg gør lige, hvad der passer mig med dig”, lød det afvisende fra vagten, da Emilio bad om at blive fritaget fra arbejde om lørdagen.
 ”Jeg er her fordi, I ikke tillader kristendom på Cuba. Du er nødt til at slå mig ihjel, hvis jeg skal arbejde under sabbatten,” lød svaret fra Emilio. Soldaten fra den cubanske hær gjorde intet forsøg på at slå Emilio eller nogen af hans trosfæller ihjel, men satte hårdt mod hårdt. Når de ikke ville arbejde om lørdagen, var der heller ingen mad til dem på denne ugedag.

Langt de fleste prøvelser i fangelejren var mentale, forklarer Emilio. Men der var også hændelser, hvor regeringens soldater ikke nøjedes med at pine fangerne psykisk.
 På en af disse dage havde vagterne bundet en drengs hænder for derefter at sætte ild til rebet. Og da Emilio var blevet udråbt som lejrens læge, skulle han hjælpe den forbrændte knægt.

I kirkens hænder

Både de psykiske og fysiske lidelser, som vagterne udsatte de indsatte for, begyndte efterhånden at rygtes uden for arbejdslejrens hegn, og i 1971 var dens ry så dårligt, at Fidel Castro så sig nødsaget til at lukke lejren. Emilio levede videre som en fri mand på Cuba, indtil han immigrerede til USA i 1980. Det samme gjorde syv ud af 12 af hans venner. De er alle blevet pastorer ligesom ham selv.

 

I forstaden Yorba Linda i Los Angelos, driver den 72-årige Emilio en Syvende Dags Adventisternes kirke. I følge Emilio selv, er det er i høj grad hans oplevelser fra tiden i fangeskab på Cuba, som har fået ham til at vælge pastorlivet.
 Emilio fortæller, at han er taknemmelig for de barske oplevelser, imens den mørkebrune kirkedør hviler mod hans albue. De har gjort ham til et stærkere menneske. Inden albuen slipper vægten fra døren, og Emilio forsvinder ud til sin bil på parkeringspladsen, smiler den gamle pastor bag firsersolbrillerne.

”Men jeg ville ikke anbefale det til nogen,” afslutter han grinende.