UDPOST

Jordskredssejren til Benjamin Netanyahu får fatale konsekvenser for palæstinensernes fremtid, lyder det i de vestlige medier. Men der er langt fra analyserne til den virkelige verden på Vestbredden, hvis beboere kalder det israelske valg for ubetydeligt.

 

 

“Ring til os, hvis I mener, at det israelske valg får betydning for Palæstina.”

 

Det grønne ”ON AIR”-skilt lyser, men der er tavst i Al-Huriyas radiostudie i Hebron. Radiokanalen er den mest lyttede til på Vestbredden og i Gazastriben, og denne morgen har mere end 100.000 palæstinensere tunet ind på frekvensen. For få minutter siden dansede radiovært Mahmoud Kanabis' telefon lystigt. Nu er det eneste, der danser, Mahmouds ben, der hopper op og ned, mens han venter på lytternes opkald. Stilheden bliver overdøvende.

 

“Vi sætter lige en sang på” siger Mahmoud Kanabis, og arabiske toner overtager højtalerne.

 

De danske medier har været anderledes ivrige efter at kommentere på Benjamin Netanyahus jordskredssejr over Isaac Herzog fra Zionistisk Union i sidste uge.

 

Information kondolerede i en leder det palæstinensiske folk med genvalget af Likud-formanden. Jyllands Posten skrev, at resultatet var ”afgørende for fredsprocessen”, og Herbert Pundik kaldte i Politiken valget for ”skæbnesvangert”.

 

Intet valg i druemarkerne

”Ligegyldigt,” siger den palæstinensiske bonde Sadde Achmed

Han har tilbragt 48 af sine 55 år på at beskære, vande og pleje familiens vinranker i HalHul på Vestbredden. Druerne er hans eneste middel til at kunne betale for sine sønners universitetsuddannelser. Med en rynket finger peger han på grusvejene mellem de krogede træer og viser sit største problem.

”Bosætterne. De gør det svært for mig at arbejde, fordi de blokerer vejene til mine marker.”

 

Sadde Achmed vidste ikke, at der havde været valg i Israel. Da han bliver fortalt, at Netanyahu vandt med løftet om flere bosættelser, trækker Sadde Achmed på skulderne.

 

”Det ændrer ikke noget, hvem der har magten. De er alle sammen ens” siger vinbonden.

 

Retorik fremfor politik

Universitetsstuderende, kokken og butiksejeren siger det samme som Sadde Achmed. Khalida Jarrar, medlem af det palæstinensiske parlament, forklarer ligegyldigheden over for Netanyahus genvalg på denne måde:

”De israelske partier er på bundlinjen ens. Så hvorfor skulle palæstinenserne bekymre sig om, at et zionistisk parti tabte valgkampen, og at Netanyahu vandt, hvis partierne ikke adskiller sig fra hinanden?”

 

Selvom venstrefløjspartiet Zionistisk Union udtrykte mere samarbejdsvillighed overfor Palæstina i valgkampen, havde partiet ingen konkrete planer om, hverken at stoppe bosættelserne på palæstinensisk område eller at anerkende Jerusalem som andet end Israels territorium. Ifølge Khalida Jarrar er det retorikken, ikke politikken, der differentierer de israelske partier.

 

Amal Jamal, professor i statskundskab på universiteter i Tel Aviv og Berlin med speciale i palæstinensiske forhold, er enig. Havde Zionistisk Union vundet valget, skulle de have dannet koalitioner med

 

højrefløjspartier for at skabe et flertal, og det ville resultere i den samme bosættelsespolitik og kurs overfor Palæstina, som Likud vil praktisere.

 

”Hvis der ikke er nogle forskelle mellem partierne, hvorfor så bekymre sig? Nutidens ikke-eksisterende nuancer, bliver bekræftet af en fortid, hvor partifarve ikke har betydet noget for Israels handlinger overfor Palæstina” siger Amal Jamal.

 

Fortidens skuffelser

De griner sammen på det gullige fotografi. Yasser Arafat, den tidligere leder af det palæstinensiske selvstyre, og Ziad al Jabari, viceinspektør på Hebrons universitet. Billedet står på Ziad Al Jabaris kontor og viser en yngre udgave af ham selv med knitrende sort hår. Nu er Ziads hår fuldstændigt gråt. Ifølge ham selv er billedet taget på et tidspunkt, hvor man stadig troede på, at det israelske valg ville påvirke palæstinensernes rettigheder. Ligesom farverne på billedet er hans håb for ændringer nu falmet.

 

”Fortiden har lært os ikke at forvente noget af de israelske valg. Hvorvidt det har været venstre eller højrefløjen, som har siddet på magten, har det aldrig ændret noget,” siger al Jabari.

Seneste røde israelske regering ligger mere end ti år tilbage, og den gik ind i historiebøgerne som en katastrofe for Palæstina. Ehud Barak, fra arbejderpartiet Labor, blev valgt til premierminister i 1999 med stor opbakning fra venstrefløjen og de arabiske borgere i Israel, der troede på, at tiden var kommet til en bindende fredsaftale. I stedet blev Baraks eftermæle den anden intifada, som udbrød i år 2000. Intifadaen kostede ham positionen som premierminister samt hundredvis af palæstinensiske liv og medførte en 720 kilometer lang mur, der adskiller Vestbredden fra resten af landet.

 

”Hvorfor skulle man tro på, hvad man hører fra Zionistisk Union i nutidens valgkamp? Historien viser, at man ikke kan stole på ord. Palæstinenserne er stoppet med at høre, og har i stedet valgt at se. Handlinger vejere tungere end ord,” siger Ziad al Jabari.

En mand, der har gjort sig den modsatte erkendelse, er palæstinensiske Ali Jiddah fra Jerusalem.

 

Bombemandens bekendelser

I 1967 placerede Ali Jiddah en tidsindstillet bombe på Jaffa Street i Jerusalem. Desperation over seksdageskrigen og et israelsk bombardement af Jordan

 

legitimerede attentatet for Jiddah, som sårede ni israelere. Straffen blev et kvart århundrede i et israelsk fængsel ham.

I dag tror han ikke på, at vold og terror vil bane vejen til en selvstændig palæstinensisk stat. Men tiltroen til at svarene findes i israelsk politik er mindre. Ali Jiddah er stemmeberettiget, fordi han bor på den israelske side af muren. Alligevel satte han ikke kryds i stemmeboksene for en uge siden:

“Hvorfor skulle jeg gå op i noget, der er ligegyldigt? Likud eller Zionistisk Union? Netanyahu eller Herzog? Det er alt sammen to sider af samme lort.”