Rendestenene i Cubas hovedstad befolkes af byens eksistensløse. Efter et halvt århundrede med planøkonomi og handelsembargo er østaten økonomisk presset til bristepunktet, og de mest udsatte er flyttet ud på gaderne. Men i socialismens ånd har selv samfundets udstødte ret til gratis lægebehandling og det gode liv.
De er rom-alkoholikere, mentalt forstyrrede, handicappede og nedslidte ældre uden familie som sikkerhedsnet. I Havanas forstæder ser gadebilledet anderledes ud end i den billedskønne antikke bydel og centrummets polerede facader. Her mellem sociale boligblokke samles aftensmåltidet ind fra containere eller tigges ind mellem de ikoniske amerikanerbiler.
De stimler sammen ved Havanas stationer og turistattraktioner, hvor de forsøger at tigge sig til en skilling fra vildfarne, svedige turister med dyre kameraer.
”Un Dollar? Un peso? Un cigarillo por favor?,” gentages bønnen.
For selv i en socialistisk stat er der nogle, man ikke kan hjælpe, og med en presset økonomi kan selv den ultimative velfærdsstat have svært ved at brødføde alle munde.
Landet uden hjemløse
Cuba har gennem tiden været kendt som landet uden hjemløse. Den socialistiske stat har taget sig af sine udsatte, men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 mistede Cuba sin vigtigste samhandelspartner og gik ind i hvad cubanerne kalder ”den specielle periode”. Det økonomiske knæk udløste fejlernæring og sult-epidemier blandt den cubanske befolkning.
Selv om staten aktivt prøver at genhuse landets mest udsatte, sover mange om natten i skure eller forladte bygninger. Især landets ældre kan have svært ved at have råd til tag over hovedet, for folkepensionen på østaten har en af verdens laveste pensionsrater. Eller da folkepensionen ikke rækker - i den dur?
Landets nuværende præsident, Raúl Castro, hævede i 2009 minimumspensionen med to amerikanske dollars. Ifølge præsidenten var hævelsen en tilbagebetaling til ”de som havde dedikeret en stor del af deres liv til at arbejdet, og forbliver fast i forsvaret af socialismen.”
Ni en halv dollars om måneden er dog sjældent nok til at betale huslejen. Hvis man ikke har en økonomisk stærk familie, man kan flytte ind hos, er man overladt til sig selv. Derfor er det ofte ældre og andre socialt udsatte, der vandrer Havanas gader tynde om dagen og sover i dens gyder om natten.
Der findes ingen officielle tal over hvor mange socialt udsatte eller hjemløse, der lever i Cuba. Men at kalde østaten for landet uden hjemløse vil nok i højere grad blive regnet mere for propaganda end virkelighed.
Jose Manuel Gonzalez på 70 har boet på gaden siden han mistede sit job som bygningsarbejder. Han havde intet socialt sikkerhedsnet og er derfor en af de mange ældre, som lever på gaden i Havanas forstæder.
Livets kilde
i Havanas rendesten
___________
af Frederik Tillitz
Foto: Frederik Tillitz
Foto: Frederik Tillitz
Revolutionær hang-around skralder til aftensmåltidet
Under revolutionen i 1956 var José Manuel Gonzalez 16 år og fungerede som spejder og stik-i-ren-dreng for Fidel Castros guerilla-soldater – Los Barbados. I dag lever han fra hånden til munden i området omkring Placa de la Revolucion. Under mindesmærket for de revolutionære, der mistede livet i kampen mod diktatoren Batista, trækker han sin trækvogn.
Han samler ragelse, som han sælger til interesserede skrotforhandlere, og andre der kan finde nytte i skraldet. På grund af årtier med svære økonomiske vilkår er tjeneste- og bytteøkonomien udbredt på Cuba – og dermed kan mange få en smule guld ud af andres affald. Hele hans liv befinder sig i en ombygget trækvogn stoppet til renden med alt fra sejlduge til potter og pander og metaldele.
José Manuel har arbejdet det meste af sit liv i byggebranchen. I dag overnatter han i en efterladt farbriksbygning.
”Det er et hårdt liv – især under regntiden. Men det værste er, hvis man ikke får nok at spise,” siger José Manuel Gonzalez.
Tænderne har sluppet deres fæste i tandkødet, og det kan derfor være svært for ham at tygge de rester, han finder i grønne containere. Som mange andre hjemløse i Cuba, er han født før revolutionen. Det er ofte ældre uden indtægt, der flytter ud på gaden. Men på grund af Cubas sundhedssystem lever de dog stadig et langt liv, for selv de eksistensløse har krav på billig medicin og gratis lægehjælp.
Verdensklasse sundhed
Med en forventet levealder på 78 år er Cuba en af de lande i Latinamerika, hvor indbyggerne lever længst. Sammenlignet med andre lande i den tredje verden ligger Cuba i toppen af listen og har samme forventet levealder som de mest udviklede i-lande. I Danmark er levealderen 80 og USA også 78 år. Sammenlignet med nabolandet Haiti forventes en cubaner i gennemsnit at leve 30 år længere. I 2025 forventes det, at Cuba har den største befolkningsandel over 60 år i hele Latinamerika.
Under et besøg i Havana i 2014 var generaldirektøren i WHO, Margaret Chan, imponeret over det cubanske sundhedsvæsen. ” We sincerely hope that all of the world's inhabitants will have access to quality medical services, as they do in Cuba,” sagde hun efter besøget.
Det cubanske sundhedsvæsen udmærker sig også på andre punkter væsentligt fra andre udviklingslande. Med en børnedødelighed på under 4,2 pr tusinde fødsel ligger østaten statistisk over USA.
En anden af de socialistiske institutioner, der kommer hele den cubanske befolkning til gode er La Farmacia. Statsejede apoteker, der over hele østaten tilbyder discount medicin til en billigere pris end noget andet sted på jorden.
Bedre økonomi og større ulighed i fremtiden
Inden for det sidste år er forholdet mellem USA og Cuba gået fra at være iskoldt til under optøning. Handelsembargoen er kommet til diskussion og med en opblødning til USA kommer det Cubanske samfund til at ændre sig.
Et krav fra den amerikanske regering er økonomske reformer og større muligheder for private virksomheder. Men det er ikke sikkert, at reformerne vil komme de mest udsatte cubanere til gavn.
Idet det private erhvervsliv vokser vil uligheden formentlig også gøre det. Forskellen mellem rig og fattig er allerede støt stigende. I et land, hvor selv den sørgeligste eksistens har mulighed for lægebehandling og billig medicin, vil fremtiden vise om det Cubanske Revolution endelig har spillet fallit.
Den cubanske regering holder dog fast i, at skiftet til private markedskræfter vil gøre det muligt at fokusere landets sociale programmer på dem, som har mest brug for det.
For José Manuel Gonzalez og de tusinder af udsatte, der bebor østatens mindre turistede områder, er fremtiden usikker. Selv et aftensmåltid i maven og et trykt sted at overnatte er ikke sikkert. Med hånden strakt frem i bøn befolker de gaderne i Havanas forstæder.
”Un Dollar? Un cigarillo? Comida por favor?”
En overlevelsesjagt efter småpenge, smøger og mad i Castrobrødrenes rige.